Det seneste skud på stammen i IT-afdelingen
Vores IT-afdeling består nu af i alt 5 mand, hvor vores nyeste skud på stammen er vores IT Supporter elev, Victor Koch.
Victor startede som IT Supporter elev hos J. Lauritzen’s Eftf. og Jutlandia Terminal den 6. august 2018, kort tid efter at vores tidligere elev, Sebastian Sørensen dimitterede og indtrådte i stillingen som IT Administrator. Sebastians skift i funktioner efterlod et hul i supporten, og vi har været heldige at kunne fylde pladsen ud med en som Victor.
Victor er 21 år og kommer oprindeligt fra Kolding, men er netop flyttet til Esbjerg i forbindelse med sin nye elevplads.
Gregers Olldag, IT Manager siger, ”Vi vil drage store fordele af Victor, som både er imødekommende og udadvendt, men som samtidig befinder sig bedst i en struktureret hverdag, hvilket betyder at han er utrolig god til at fordybe sig i opgaver og samtidig se løsninger, som andre kan have svært ved at få øje på”.
Victor er nu i gang med IT-supporter uddannelsen, som tager 3 år, herefter har han planer om at fortsætte som datateknikerelev, som tager yderligere 2,5 år. Under denne uddannelse fortsætter Victor i IT-afdelingen hos Lauritzen og Jutlandia.
I dagligdagen består Victors opgaver i supporten af at holde alt vores computerudstyr kørende, som det skal, indkøb og opsætning heraf, konfiguration af software mv. Her arbejder han især tæt sammen med John Grandt, som er IT supporter i huset samt Sebastian Sørensen, tidligere IT Supporter elev nu IT Administrator, som kender alt til jobbet samt uddannelsen, Victor er i færd med.
”Min første tid som elev har været rigtig god, alle er super flinke og imødekommende”, siger Victor Koch, IT Supporter elev. ”Der er mange nye ting jeg skal sættes ind i, i form af forskellige systemer og programmer. Samtidig skal jeg have kendskab til vores servere. Jeg glæder mig til at komme til det punkt, hvor jeg er godt etableret og har en bred forståelse for vores systemer; så jeg kan udføre support uden at være i tvivl om noget”.